DEM HEPPER JEG PÅ I TALENT

SUNDAY TALK – OVERDOSIS OG INDLAGT PÅ PSYK

Som jeg nævnte kort i et af mine tidligere indlæg (læs her), var jeg indlagt kort. Ikke som I at jeg havde brækket et ben eller skulle opereres, nej, indlæggelse på psykiatrien. Som jeg også har nævnt før, så vil jeg også igennem min blog gå igennem nogle personlige emner, da jeg gerne vil være med til, at bryde den tabu der er over generelle psykiske lidelser, og noget af det jeg allerhelst vil igennem min blog, er at hjælpe/inspirere andre, ikke kun gennem generelle tips men også gennem erfaring og personlige oplevelser.

Hvis vi skruer tiden helt tilbage til mandag d. 22 februar, var det der, det hele gik galt. Jeg tog en overdosis mandag aften af nogle piller med vilje. Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg sad med den aften, der gjorde, at jeg gjorde, som jeg gjorde, men det var den værste følelse, og desværre en følelse jeg har haft så mange gange og en meget selvmorderisk tankegang, grundet at jeg lige nu er så langt nede – er ude i en depression, en spiseforstyrrelse, angst og hvad de læger nu ikke diagnosticerer én til at være. Jeg har haft det rigtig skidt siden 12-års alderen, har været selvskadende og meget selvmordstænkende, men det her var mit første forsøg på rent faktisk at tage livet af mig selv. Jeg har længe råbt efter hjælp, mine forældre ved det hele og har gjort alt, vi har været så mange steder, men intet har bare lykkedes endnu.

Kort inden overdosisen var vi på psykiatrisk akut modtagelse, hvor jeg forklarede, hvordan jeg havde det, og hvor mange selvmordstanker jeg døjede med, men det eneste jeg fik ud af det var et par piller, jeg kunne tage morgen og aften “for at nedsætte uro og gøre så jeg bedre kunne klare dagen og sove bedre”. Det gjorde mig så fortvivlet. Jeg fattede ikke hvordan, de kunne sende en 16-årig pige hjem, efter hun havde fortalt sine dybeste tanker om livet, som i hvert fald ikke var gode på nogen måde. Så jeg tog faktisk en overdosis af lige de piller jeg fik, da jeg var der. Min kæreste kom samme aften, og jeg måtte være ærlig, og sige hvad jeg havde gjort. Vi var begge fortvivlet, og han endte med at bede mig om at stikke to fingre i halsen og brække mig. Jeg havde håbet, at det var det, så vi lagde os til at sove, men kort tid efter begyndte min krop fuldstændig at krampe, jeg rystede, så syner og var mega svimmel. Jeg måtte rende ind til min mor og fortælle hende det, og i total panik fik hun ringet 112, hvor jeg blev hentet af en ambulance og kørt til skadestuen. En forfærdelig oplevelse. Jeg blev tjekket 100 gange overalt, og der var så mange sygeplejersker. Alt snurrede rundt og jeg havde det bare elendigt. Efter noget tid skulle jeg drikke kul, og det smagte afskyeligt, men kastede det bare ned, fordi det bare var noget, jeg ville overstå. Jeg blev og overnattede, og blev så udskrevet om formiddagen næste dag, hvor de henviste os til psykiatrisk akut modtagelse igen.

12822599_921475381306798_2002474053_orewa

Vi tog hjem inden, sov en times tid, og tog så afsted, hvor jeg snakkede med nogle forskellige mennesker igen. Her blev indlæggelse så tilbudt, og jeg gik total i panik. Var indlæggelse ikke kun, hvis man var rigtig syg? Hvordan foregår sådan noget? Hvad hvis jeg ikke kan holde ud at være der? men udover det, så skulle jeg til Vejle med min kæreste dagen efter, og det var der ikke mulighed for, hvis jeg skulle indlægges, så jeg sagde nej, også selvom de blev ved med at sige, at jeg var så langt ude, at det blev jeg nødt til. Jeg endte med at løbe derfra, fordi jeg bare ikke ville indlægges, og løb hjem. Det endte så ud i, at jeg ikke blev indlagt der, da jeg som 16-årig selv har rettigheder til at bestemme. Jeg tog til Vejle med min kæreste, og havde en skøn tur, kom hjem om fredagen, i håb om alt var godt, men det var det ikke.

DSC_0466

Om lørdagen fik jeg det så skidt igen, og jeg måtte bede min mor om at tage med mig til psykiatrisk akut modtagelsen igen om aftenen, hvor jeg igen snakkede med nogle mennesker, og havde faktisk en virkelig lang samtale med en psykolog, som var virkelig sød og god. Hun konkluderede, at hun også synes, jeg skulle indlægges, og det var det eneste, som de kunne gøre på daværende tidspunkt. Jeg gik igen i chok, for jeg troede ikke, at jeg ville få “chancen” igen, men det gjorde jeg, og jeg vidste at jeg var nødt til at tage i mod det denne gang, hvis jeg ville have hjælp. Jeg blev indlagt med det samme, og mine forældre tog med mig derhen. Jeg blev vist rundt, og heldigvis var det i en weekend, hvor de fleste var hjemme, så der var kun en enkelt dreng, jeg aldrig fik snakket med. Jeg fik mit eget værelse, og mine forældre tog kort hjem for at hente nogle ting, som jeg kunne forsyne mig med om aftenen. Så de kom tilbage, men tog så hjem igen og aftenen gik. De var rigtig søde dem der var der, og gav mig både noget mad og en internetkode, så jeg kunne komme på nettet. Jeg fik snakket med min bedsteveninde og rigtig gode veninde den aften, hvilket trøstede lidt. Jeg gik i seng ved 23-tiden, og faldt heldigvis hurtigt i søvn, men vågnede flere gange, og havde bare en forfærdelig nat.

12825420_921476004640069_1219160089_n

Næste morgen var der morgenmad, og ellers foregik dagen bare med at være på værelset. Der var ikke rigtig nogle aktiviteter at tage sig til, da der ikke var nogle i weekenden, men heldigvis kom både mine forældre, min søster, min bedsteveninde og min kæreste den dag og besøgte mig, så jeg havde lidt underholdning. Om aftenen skulle jeg sove igen, og havde håbet jeg fik en bedre nat, men den var kun værre – mindre søvn og vågnede konstant op. Lå desuden mega dårligt i den seng, som gjorde jeg fik ryg- og nakkesmerter, og midt om natten fik jeg total angst, så var nødt til at tænde lys, der ikke ligefrem hjalp på, at kunne sove.

12804570_921476134640056_1057561452_n

Da jeg vågnede mandag morgen, var jeg så udmattet, og de to dage og nætter jeg lige havde været igennem, havde bare været SÅ lange. Jeg følte seriøst, at jeg havde været der i flere måneder. Jeg havde mødt nogle søndag aften, da det er der, de andre kommer tilbage, men fik mødt alle mandag morgen. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud. Til måltiderne var der sådan en deprimerende og tung stemning, for alle der var der, havde jo alle problemer i en høj grad (der er jo en grund, til man er der), men jeg prøvede virkelig at putte facade på og spille glad, fordi jeg synes, at det var svært at snakke om. På stedet jeg var, var der meget skemaanlagt, og nogle gik i skole, hvilket også var meningen jeg skulle, hvis jeg var der længere. Der var også forskellige aktiviteter såsom bageaften om mandagen, haldag onsdag og kreativhjørne torsdag, man kunne deltage i. Derudover var der faste spise- og sengetider. Det var meget struktureret, og der var selvfølgelig også samtaler, man skulle igennem, hvor man skulle snakke, om hvordan man havde det, som man ellers gør, når man går til psykolog. Man fik også inddelt nogle kontaktpersoner, man kunne tage til, hvis man havde brug for at snakke, gå en tur eller noget i den dur. Jeg havde min første samtale mandag formiddag med en psykolog. Han var sød, ikke noget der, men efter han var gået, var jeg bare helt nede, og kunne virkelig ikke holde ud at være der længere. Han havde sagt, at han ikke tænkte, at indlæggelse var noget, der kunne hjælpe mig på langsigt, men blot kunne give mig lidt ro for nu, og så skulle jeg snart tilbage til hverdagen og fortsætte den hjælp, jeg på nuværende tidspunkt får. WHAT tænkte jeg, for jeg hadet jo at være der, og gjorde det kun, fordi jeg troede der var hjælp at hente der. Med det samme gik jeg til min kontaktperson og fortalte, at jeg ville udskrives og forklarede, at jeg havde haft andre forventninger til indlæggelsen, hvilket hun godt forstod. Herefter skulle jeg snakke med den samme psykolog om udskrivelse, og fortalte ham hvordan jeg havde det, hvilket forventninger jeg havde haft osv. Han forstod også noglelunde, men sagde mange gange, at han klart synes, jeg skulle blive der lidt endnu. Jeg nægtede, og igen – da jeg er 16, er det op til mig, ingen andre, så længe jeg ikke er psykotisk syg. Jeg blev så udskrevet den dag, på trods af lægen og mine forældre var meget i mod det.

12596294_921476034640066_107936872_n

Jeg kan selvfølgelig godt tvivle om jeg tog den rigtige beslutning, men som de sagde, så var der kun planlagt en kortvarig indlæggelse. Ikke en langvarig. Der er nemlig forskel, for en kortvarig er mest til dem, der har brug for at få noget ro, hvor de ikke tænker, de kan tilbyde mere end det på selve indlæggelsen, og ikke tænker hjælpen, er at hente der, i mens en langvarig er til dem, hvor de rent faktisk tænker, at hjælpen findes under en indlæggelse. Jeg kunne bare ikke holde ud at være der “for at få ro,” for jeg havde en dagligdag med skole, træning, veninder, venner og kæreste som jeg gik total glip af derhjemme, og det var uden at få hjælp der, så derfor valgte jeg altså at blive udskrevet kort tid efter, da jeg nok havde forventet noget andet til en indlæggelse. Vi aftalte dog også, at hvis jeg noglesinde bare så meget som tænkte på at begå selvmord, skulle vi tage på akut modtagelsen igen, og så måtte de bedømme, om jeg skulle prøve indlæggelse igen.

Hvis nogle af jer døjer med psykiske lidelser, så råb op og bliv ved. Ikke giv op fordi de første gange ikke lige “virker”. Det tager så pokkers lang tid og kan være et helvede, men der er hjælp forude. Jeg venter stadig på min hjælp – har været igennem så mange forskellig former for hjælp. Psykologsamtaler, piller, psykiatrien, indlæggelse osv., og jeg har ikke fundet den rette hjælp endnu, men den findes, og den findes også for jer. Hvis nogle af noglesinde bliver tilbudt indlæggelse så sig ikke nej. Tag i mod det. Måske er hjælpen at hente der. Ikke gå i panik. Ikke tænk alt muligt. Ja, det kan være så hårdt, og jeg er sikker på, at det havde været endnu hårdere, hvis jeg havde været der længere, men der er så mange mennesker der, som ved hvordan man hjælper, og ved hvad det er, du går igennem. Det er slet ikke farligt, det er ikke hvor man bare er total indespærret, og ender med at blive en zombie. De er så søde der, og der er mange aktiviteter, der gør at du sagtens kan få en dagligdag derinde. Jeg mødte faktisk også nogle virkelig søde mennesker derinde, som jeg snakkede rigtig godt med på kort tid. Alle forstår jo hinanden derinde og døjer tit med de samme eller lignende problemer. Ikke giv op og sig ja hvis de tænker, at indlæggelse er det rigtige for dig!

Husk I er mere end velkommen til at skrive, hvis I har brug for at snakke, en til at lytte eller har nogle spørgsmål.
Insta: kathrinetuxen
Facebook: Kathrine Tuxen
Snapchat: katuxeeen
Mail: kathrine1999@hotmail.com

Og efterlad gerne en kommentar!

Kys
Header

2

  • Inge-Lise

    Kære Kathrine.
    Puha det lyder som om at har jaft en hård periode, og jeg kender godt de tanker du render rundt med.
    Jeg har som du nok har set på bloggen også mange psykiske lidelser, så jeg kender udemærket godt til de følelser du beskriver.

    Godt at du kan skrive om det – det er jeg glad for.

    For mig har lokal psykiatrien virkelig hjulpet – jeg har været der i fem år, med session cirka hver fjortende dag.

    For mig handlede det meget om at finde en sygeplejerske/kontaktperson der, som jeg kunne finde tillid til – og så begynde at arbejde i bund.

    Husk at bruge sugemalle teknikken:
    Hver dag når du synes at dit sind er overskyet, så finder du tre positive ting ved den dag – f.eks. fugle i haven, solen der står op, foråret der er undervejs, sneen der ligger så dejligt hvidt om vinteren eller lignende.
    Uanset hvad du finder skønhed i, så sørg for at finde det – også suger du simpelthen alt det positive ud af det.
    Tag dig tiden til at stå og kigge på de fugle – virkelig SUGE den positive energi – tag dig tid til at nyde det, virkelig bloker alt andet ude, og bare nyd det skønne i de tre ting.

    Det virker her. 🙂

    Samtidig har jeg haft stor glæde af en terapi lampe, og meditation. 🙂

    Der findes mange gode meditations/afslapningsvideoer på youtube, og jeg bruger dem rigtig meget når angsten har sit grimme tag i mig.

    Håber at du kommer til at se solen skinne i dit sind igen.

    Min dør, mail eller telefon står altid åben hvis du skulle have brug for det.

    God dag til dig.

    Mvh Inge-Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kath

      Kære Inge-Lise.

      TUSIND tak for din kommentar. Ligesom dit indlæg rørte din kommentar mig også rigtig meget. Jeg vil helt sikkert bruge de råd du giver, og også tage din erfaring mht alt det du har været igennem med til de dage, hvor det føles som om verden altid vil se grå ud.

      Det samme gælder dig søde du!
      Hav en skøn dag.

      Knus Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DEM HEPPER JEG PÅ I TALENT