MIN HISTORIE: ANGST

I et af mine første indlæg her på bloggen åbnede jeg op omkring, at jeg har angst. Noget som fylder en rigtig stor del af mit liv, og desværre plager mig rigtig meget. Det er dog også noget, jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der render rundt med. Langt fra. Og jeg ved, at det kan blive bedre. Noget jeg virkelig har lært er, at angst ikke ER en, det er en DEL af en, som ikke behøves være den der styrer hele ens liv, tværtimod hjælper en, når den skal. For hvad er angst egentligt? Og hvad er forskellen mellem det at være bange/frygte og være/have direkte angst? Det synes jeg, at vi skal havde slået på plads, inden jeg begiver mig ud i at fortælle “min historie.” Du kan læse lidt om hvad angst er her og her – blot to ud af de mange sider der fortæller om angst. Hvis du har lyst til at finde ud af mere om det, så står der masser af det om på internettet, og ellers er I velkommen til at skrive til mig, både inden I læser videre og efter.

For mig handler denne her blog ikke kun om at dele tips, gode opskrifter, fortælle om mode og make-up, men også om at dele hverdagens tanker og plageri. Om at være med til at kunne hjælpe andre, der har det på samme måde. Bryde tabu. For det er det. Psykisk sygdomme er blevet et tabu, og hvordan skal man bryde det, hvis man selv gør det til ét? Engang var angst et kæmpe tabu for mig. Jeg synes det var så flovt, at jeg led af angst. Jeg synes det var så flovt, at ting som var så overskuelige for “alle,” var så uoverskueligt for mig. Meget få kendte til min angst, og jeg ville gøre alt, for at det forblev sådan. Men i dag er jeg åben omkring det. Det her er ikke noget, jeg selv kan, gøre for jeg har, men jeg kan selv bestemme, om jeg vil lade den tage over mit liv, og det vil jeg ikke! Jeg vil kæmpe “kampen” mod angsten, og på min vej og efterfølgende vil jeg hjælpe andre, der har det som jeg. Men en ting er sikkert; psykiske sygdomme skal ikke være et tabu. Det skal angst heller ikke. Hvis man er okay, selvom man har gips på benet, er man også okay, hvis man har sår på armen. Hvis man er okay, fordi man lider af kræft, er man også okay, hvis man lider af en spiseforstyrrelse. Jeg ved ikke, om I kan følge, hvad jeg mener. Jeg burde egentligt lave et helt indlæg omkring tabu, da jeg har meget at sige om dette, og det her skal være min historie specifikt omkring angst, men jeg føler, at det er en vigtig del at tage med. At det ikke er et tabu. Og også det at jeg engang så det som et tabu, jeg så det som at være decideret pinligt, og jeg var så hemmelighedsfuld omkring det, hvilket har ændret sig i dag.

Jeg har altid været en meget følsom og skrøbelig pige med meget lavt selvværd, hvilket kan være en god og passende forklaring, hvorfor jeg den dag i dag har udviklet angst. Det siges at folk med et særligt følsomt nervesystem, har lettere ved at udvikle angst. Et følsomt nervesystem kan bl.a hænge sammen med ubalancer i hjernens signalstoffer. Jeg har aldrig fået fortal, hvorfor lige jeg lider af angst, for det kan man ikke sige, men hvad jeg har læst af, passer det rigtig godt til mig, i og med jeg er meget sårbar/følsom. Mine første angstsymptomer husker jeg ikke præcist, hvornår de startede, men jeg husker, at de tit optrådte til familiefødselsdage. Jeg husker, at jeg tit fik denne her ubehag i hele kroppen, som gjorde jeg følte mig ekstrem utilpas, jeg fik en hurtig hjertebanken, jeg kunne begyndte at ryste svagt, mærke små vejrtrækningsproblemer og også skifte meget mellem at have det koldt og varmt. Dengang sagde jeg ikke noget, for jeg var sikker på at folk bare ville synes, jeg var unormal. Da jeg var mindre, elskede jeg også at tage til koncerter og levede meget “fangirl livet,” hvor jeg gerne overnattede foran koncertstederne, eller ventede op til flere timer bare for at være på forreste række til koncerterne. Det gik egentligt altid fint under ventetiden, indtil at ventetiden blev kortere til dørene åbnede, man skulle rejse sig op og folk begyndte at skubbe, så man stod helt mast. Jeg måtte flere gange blive båret ud af køen grundet, at jeg begyndte at gå fuldstændig i panik, jeg græd, kunne ikke trække vejret, rystede og de værste gange besvimede eller blackouttede jeg. Selvfølgelig er dette også et kæmpe tegn på klaustrofobi, men jeg tror også, at det hænger sammen med min angst her i dag, hvor tanken om bare at skulle tage til en koncert, gør mig nervøs.

Mit første panikanfald foregik i skolen. På daværende tidspunkt var hjertebanken, utilpashed, ubehag, rysten, svimmelhed, skiftende temperatur osv., nærmest en “hverdagsting” for mig. Jeg fik det nemlig i så mange situationer og meget ofte, men turde stadig ikke sige til, selvom det faktisk plagede mig i en høj grad. Jeg fik det en dag i skolen, så jeg besluttede mig for, at sige jeg skulle på toilettet, så jeg kunne få lov at komme lidt væk. Jeg troede virkelig, at det ville hjælpe, men da jeg kom derud, gik jeg fuldstændig i panik. Mit hjerte galopperede derudaf, jeg kunne ikke trække vejret, jeg rystede, skiftede mellem at svede helt ekstrem til at fryse helt vildt, jeg fik kvalme, jeg var så svimmel at jeg troede jeg skulle besvime og jeg havde den værste tankemyldre som om der var tyve stemme der sagde noget i mit hoved. Jeg troede virkelig jeg skulle dø. Jeg skrev til mine to bedsteveninder på facebook, der gik i min klasse, at de skulle komme ud, hvilket de gjorde, og efter noget tid faldt jeg til ro, men havde det rigtigt skidt efter den ubehagelige oplevelse. Hverken mine bedsteveninder eller jeg forstod noget. Jeg fik flere og flere panikanfald både derhjemme om natten og i skolen, og enten håndterede jeg dem alene, ellers var mine to bedsteveninder der. Vi blev til sidst enige om, at vi skulle have fat i nogle voksne, for det var begyndt at blive slemmere og slemmere, men i starten forstod de voksne ikke rigtigt, og gjorde derved intet. Jeg var så frustreret, for det plagede mig så meget. Jeg gik hjem og søgte lidt på nettet, og fandt frem til angst. Jeg kunne nikke genkendende til stort set alle tingene, og gik i noget tid, og døjede med det alene, før jeg tog fat i de samme voksne igen – blandt andet min mor. Jeg tror så stille de forstod, også i takt med jeg selv forstod, og herefter tog min mor og jeg til lægen, hvor jeg blandt andet fik konstateret angst.

Det var rigtig slem en overgang, men blev pludselig bedre, uden jeg rigtig havde gjort noget ved det. I sommerferien blev jeg ramt af en spiseforstyrrelse, som jeg ikke vil ind på endnu, da jeg ikke er klar til at fortælle om det endnu, men det gjorde så angsten, var lagt lidt til side, og jeg oplevede ikke særlig tit panikanfald eller angst, som jeg plejede. Jeg havde endda et job nede i en iskiosk på havnen, som jeg var rigtig glad for. Det varede dog kun, til jeg startede på min efterskole i august. Det der skulle havde været mit livs bedste år, blev til den værste start, der gjorde jeg måtte stoppe. Don’t get me wrong; det havde intet med efterskolen at gøre. Faktisk var det en fantastisk efterskole. Lærerne var så søde, jeg fik hurtigt nogle virkelig gode venner og veninder. Timerne derude var hyggelige. Men det var for hårdt for mig. Alt det med maden var for det første et kæmpe problem, men derudover spillede min angst virkelig ind der. Hver aften og nat fik jeg virkelig slemme panikanfald, så flere gange måtte jeg komme hjem i et par dage. Jeg blev ved med at prøve at komme tilbage, da jeg virkelig håbede, at det hele kunne lykkedes, men jeg måtte til sidst stoppe, da jeg havde det skidt hver aften og nat, plus jeg så om dagen var så træt og ked af det, fordi jeg intet søvn havde fået. Det gik bare ikke.

Jeg startede så i tiende klasse, hvor jeg går i dag. Jeg går i en god klasse, der er nogle okay lærere og det er en fin skole, men desværre er angst og panikanfald stadig en ting, der fylder rigtig meget, hvilket gør jeg ikke altid kan komme afsted, og tit må tage hjem. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne komme afsted alle ugens dage og klare alle timerne, men sådan er det virkelig ikke, og det er ikke noget jeg har accepteret endnu, det vil også tage rigtig lang tid at acceptere. Jeg har også efterfølgende prøvet at have et job, men det gik heller ikke. Jeg lider mest af panikangst, med noget social angst og præsentations angst indover, som gør at jeg døjer rigtig meget af angstanfald/panikanfald, så jeg tit får de her anfald, hvor jeg oplever den voldsomme hjertebanken, rysten, svimmelhed, kvalme, kroptemperaturs skift, kæmpe tankemyldre, og en masse andre ting, der spiller ind under disse anfald. Derudover har jeg det rigtig svært ved at være omgivet af mange mennesker på en gang, især hvis det er folk, jeg ikke kender, eller ikke føle mig trygge nok ved. Jeg er fx rigtig dårlig til fødselsdage, koncerter, at spise ude (da jeg heller ikke kan lide at spise foran andre). Præsentations angst optræder tit under fremlæggelser, præsentationer, prøver og eksamen, da jeg ikke føler jeg gør det godt nok, og ikke tror jeg kan, så jeg også tit får panikanfald i de situationer. Jeg har som sagt nemlig også rigtig lav selvværd og selvtillid. Derfor er de små ting, som for andre folk bare er en del af deres hverdag, nogle ting jeg kan have rigtig svært ved. Blot det at tage op og handle kan være virkelig svært for mig, grundet der er så mange mennesker, og det at jeg skal handle ting ind, hvor jeg er bange for folk tænker noget underligt om mig, eller de varer jeg køber. Det er bare så vigtigt, at forstå at angst kan virkelig være slemt. Det kan forhindre så meget. Det spiller altså en rigtig stor rolle, for vedkommende der har angst, så for dem er det ikke bare det at være lidt bange. Jeg kan fx ikke gå så meget i skole, deltage i alle sociale begivenheder, er ikke særlig god til at være til fester, fødselsdage, tage op og handle, arbejde hvilket gør at jeg ikke tjener penge, der også sætter en stopper for meget. Så jo, det fylder, det gør det virkelig. Selvfølgelig også alt efter hvor i en høj grad det er.

Jeg går i dag i noget, der hedder cool kids, som er et sted, man går for behandling af angst. Jeg går hos en dame der hedder Gry, og jeg er så glad for, at jeg er startet deroppe. Man arbejder med sådan et lille hæfte, hvor der er nogle opgaver i det, som man kigger på hver gang, og arbejder så videre med derhjemme. Jeg føler virkelig, at det hjælper mig og min angst. Både det at jeg får snakket med en der forstår mig, og derudover lærer jeg også meget om angst og om hvilke redskaber, man kan bruge til at “drille” angsten igen, ligesom den driller en.

Puha, det blev godt nok langt, men jeg føler også, at der var meget at skrive. Jeg kunne egentligt godt skrive endnu mere, men tænker, at det er nok for nu. Hvis I har spørgsmål, eller bare gerne vil sige noget så efterlad gerne en kommentar, skriv på mail kathrine1999@hotmail.com, instagram kathrinetuxen, facebook Kathrine Tuxen eller hvis du gerne vil holdes anonym, må I gerne skrive på ask.fm: kathrinetuxen.

Kys